Da beskatningen af smøger og sprut konstant steg op gennem 1960’erne, fandt en flok driftige folk med et afslappet forhold til landets love sammen i hurtige speedbåde, som de sejlede på tværs af Østersøen for at hente forsyninger til danskerne. Varerne uden banderole blev bl.a. solgt på større arbejdspladser.
Formiddagsaviserne fulgte ”smuglerkongerne” tæt og bragte dramatiske beretninger fra deres togter. Navne som Bent Ricardo Madsen og Alexander Blask blev kendt i offentligheden. Deres meritter var forbundet med fest, farver og piger. Mange synes, det var lidt sjovt, at smuglerbådene kunne sejle fra Toldvæsenets fartøjer.
Selv var de på jagt efter den velstand og de goder, de aldrig havde oplevet i opvæksten. Det kom til at koste dem og deres familier dyrt.

Kirsten Stubbe-Teglbjærg
Kriminalforlaget, 2022